Emil: Meningen med Livet

Ud af fjernsynet brager ”Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”

3D og det hele!

Et sted ved siden af mig, dog i en anden tid, sted og verden sidder goplen

Eller i hvert fald noget…

Ragnarok bryder pludseligt ud i et dommedagslignende udbrud

Rimene ruller rallende ud, ud af kæften, spalten eller bare munden

Min søsters stemmes skingre klang

Klamre sig HÆMMENDE HAMRENDE HÅRDT

Til mine broderede fløjlsbløde ører

Min verden sprænges, min facade krakelerer i TITUSIND STYKKER!

Nej kun tusind stykker.

Der døde den så…

Så tæt på og alligevel syv en halv millioner år fra

Min søster havde brudt tavsheden med spørgsmålet vi alle ventede på - Meningen med livet?

Hun ventede uden at fortrække en mine

Jeg trak mig med et ind ind i mig selv men samtidig længere ud end nogen hidtil havde været.

Poetisk eller ej

Tusmørket tisser tunge tårer på globetrotterne der galopperer igennem livets mysterier

De dunkle dage dirigerer dem mod stolthed, storhed og lyse nætter

De kværulerer om melankoli

Poetisk eller ej

Jeg svarede åndsfraværende uden at røbe et ord: ”42”

Svantes aka. min lykkelige dag à la 2011

Alle aner besked

Bare bliv bidragsyder, siger Michael

Charmerende charlatan, eller hvad?

Det dér, der

ellers er evigt elegant, elskværdigt og erobrende, det kører ligesom ikke lige nu!

Forfængelighed, forfærdelse og forbitrelse - hvorfor skal jeg spørge om hjælp til noget så simpelt?

Gutten gør gode gerninger, jeg ved det

Hjælp hentes hurtigt af Hannes IT-mand, jeg ved det

Intetsigende industrisamfund i hvert fald på det punkt

Jeg magter det ikke John-John.

Komiske kværulanter kurerer min attitude

Larmende lamineringsmaskine larmer inde ved siden af - siden hvornår er de begyndt på det?!

Meget meget muligt, at den larmende lamineringsmaskine, der larmer, laminerer mange malerier, som malermester Madsen maler. Men alligevel ikke.

Nå, nu negligeres n's blog ikke længere, og jeg dropper det

pænt perniciøse - men perfekte - pusterum

Quiz om quickstep i Qatar? Q? Fail-bogstav.

R! r. Roligt ruller r af tungen. Win-bogstav!

Super sensationelt ser det ud til at facebook kalder igen

Tetris tager tid - min tid, kinesernes tid - no shit, Sherlock

Underlige udskejelserne undgås ikke. Desværre!

Vi ved vel hvem vi er. Jeg er i hvert fald sløset lige nu. Og ukoncentreret ligesom

Xylofonisten der eksponerer 'x-stråler' via sin xylofon. Superb sammenligning.

Ydmygt ytrer yndige Emma, at mine ydelser har båret frugt

Z zkippes, zøde zkat :I Ikke, Alex?

Æææændelig ærkænder æn'erne at bloggen er nær sin ænde - dog en smule ærgrelse er at spore i folks ansigter

Øv! Øjensynligt øger søvnen sit pres på deres øjne, eller hvad?

Åbenlyst ånderminering af min autoritet. Ikke, Anna?

Muna: Lovlige stoffer

Søndag, den SJETTE NOVEMBER mistede jeg mit livs kærlighed..

Den eneste som jeg virkelig troede aldrig ville forlade min side, skred fra mig.. OKAY FINT.. Jég gik fra ham, men jeg sværger at det ikke var ment på den måde.. Han tog det lidt for tungt, og nu er jeg erstattet. Det er da også klart, jeg havde knækket ham, hvis han bare skred fra mig. Hvem tror jeg at jeg er siden at jeg virkelig troede at han bare ville være der når jeg kom tilbage. Men han skred, og det havde jeg også gjort.

Jeg savner ham så alvorligt meget, jeg har aldrig anet at jeg ville gå så meget ned, pga. ham.. Min mor har altid lært mig at holde hoved koldt.. Der er 100 fiske i havet.. Men jeg vil ikke have en anden fisk, jeg vil gerne have DEN fisk, den var så perfekt! Men han fatter bare ikke noget. Det ikke hans skyld. Det min egen… men guuuud hvor ville jeg dog gerne finde ud af hvem den nye pige er.. Jeg vil gerne spise hende og spytte hende ud igen. Hvad bilder hun sig ind i? af alle de 100 fiske, så vælger hun selvfølgelig ham… HUN ER JO EN TYV, hvordan kan hun tage noget som er mit? Jeg har jo ikke givet afkald på ham man!! Anyways, det her er virkeligt hårdt for mig at skrive.. Jeg kan ikke forstår hvordan han kan betyde så meget for mig! Jeg kan ikke forstå at jeg ikke KAN uden ham. Jeg er afhængig. Hvad er det for en verden vi lever i? jeg sværger at der ikke findes nogle stoffer på jorden som er ligeså hårde som det jeg er på nu. JEG ER PÅ HÅRDE STOFFER og politiet kan ikke gør en skid ved det.. Jeg vil have ham!!!..

Min far prøver at trøste mig lidt som altid, hvilket jeg elsker ham for. Han kan mærke den smerte jeg har af en eller anden grund, og derfor prøver han på at erstatte my love, med en ny. Han har lovet mig en splinter ny iPhone 4s i løbet af den her uge..

MEN DET BARE IKKE DET SAMME! :(

Er vi ikke blevet klogere?

Da Nicolai introducerede klassen for de emner, som vi skulle arbejde med i det kommende skoleår i dansk, opdagede jeg, at jeg var blevet udvalgt til at skrive et blogindlæg. Først tænkte jeg, at det var det mest forfærdelige, han kunne gøre. Vores fantastiske lærer læste højt og tydelig sine to forskellige blogtyper op, hvorefter min tanke gik på, hvor skulle jeg finde stof til et konkret-abstrakt blogindlæg? I timen om onsdagen ugen efter blev Hodans blog læst op. Efter timen gik min underbevidsthed på ”find et blogemne”-mode, og den blev på det stadium et lang stykke tid. Men så en aften, hvor jeg sad og hørte musik, fik jeg øje på en bog. Pludselig væltede nogle absolut rædsomme minder frem. Der var hverken de sædvanlige pinlige barndomsminder eller noget andet dumt, som man efterhånden har fået gjort. Nej, det var Arlette Andersens foredrag, som pludselig ramte min hjerne som et lyn fra en klar himmel. Bogen var en, jeg fandt og læste i kort efter Arlettes Andersens foredrag på skolen. Jeg fik pludselig den følelse, vi alle med garanti sad med den 9. november 2010 igen - den var bare stærkere. Bogens navn var sørgeligt nok: ”Børn i Koncentrationslejre”. Den indeholdt vidneudsagn fra efterkrigstidens retssager mod nazisterne. Alle vidneudsagnene gjorde stort indtryk, samtidig med at Arlette Andersens historie farede rundt i hovedet på mig.  Et vidne beskrev, at hun var nødsaget til at dræbe sit spædbarn med en morfin overdosis, ellers ville det dø af sult, da lægen nægtede, at lade moren eller andre kvinder amme det. Fælles for de fleste vidneberetninger var, at fangerne vidste, at efter 6 måneder ville de være på vej til krematoriet. Jeg ved ikke hvordan et menneske ville kunne leve med sådan et pres. ”Om 6 måneder vil jeg ikke være hér mere”, det ville jeg ikke kunne klare. Bogen var også illustreret med børnenes egne tegninger om livet i Auschwitz. På en af tegningerne var der tre mænd, som var ved at blive henrettet af SS folk. Den ene mand siger: ”Niech zyle Polska” - ”Længe leve Polen”. Det næste øjeblik er de tre mænd med i den forfærdelige statistik. Jeg lukkede bogen og tænkte: ”hvordan kunne sådan noget finde sted?”. Svaret var måske uvidenhed, men lige meget hvad var det egentlige spørgsmål vel, ”Hvordan sørger man for at udryddelser baseret på ens religion eller kultur ikke sker igen?” Og kan man egentlig gøre noget for at forhindre det? Jeg må indrømme, at jeg har min tvivl, historien har jo desværre vist, at klodens befolkning ikke er blevet særligt klogere på de 50-60 år. Udryddelser af befolkningsgrupper har været udført flere gange efter 2. verdenskrig. F.eks i Rawanda, hvor 800.000 mennesker døde, som følge af folkedrab og i Bosnien, hvor 8000 drenge og mænd mistede livet. Burde verden ikke have forhindret dette, med den viden vi alle fik efter 1945 og senere under retssagerne?

Hvorfor ?

Død, død, død! det er det eneste der bliver vist i fjernsynet, det eneste man hører i radioen, det eneste man læser i avisen - død.

Det står over alt, i store overskrifter, i bannere, i alle sammenhæng.

Jeg sad i min seng og så fjernsyn her den anden dag. Programmet jeg så hed vist "skjulte stjerner", et positivt program med glæde og sang. glad nynnede jeg med på sangene, og jeg var snart så begejstret for programmet, at jeg allerede havde udvalgt mig mine favorit-deltagere. jeg var snart helt opslugt af programmet, og da første del var færdig, blev jeg helt sørgmodig, men anden del kom jo efter tv-avisen, så det skulle lige overstås. Nå, men tv-avisen startede, og hvad var det første man så? død!

23 civile skudt i Syrien, bombardementer i Tripoli, dansk soldat dræbt i Afghanistan og tørke på Afrikas horn.

hvad skete der lige? 2 minutter siden sad jeg glad, nynnende og ad deles ubekymret. Nu er vi jo så vant til nyheder som disse, men denne gang var speciel. idet tv-avisen gik af skærmen, begyndte anden del af programmet, og den smilende vært byder seerne velkommen med ordene: "velkommen tilbage, det er nu vi er nået til den spændende men også triste del af programmet. det er nu at en deltager skal sendes hjem."

hvad? hvad er der galt med os? hvordan kan man tillade sig, at bruge ordet trist om noget så simpelt som at ryge ud af et talentprogram, set i forhold til hvad der sker i resten af verden?

er død blevet til et ord, neutralt implementeret i vores hverdag? er billeder af døde, udmarvede børn blevet ligegyldige briller I sammensætningen af det moderne gadebillede?

Men hvorfor? Der findes nok ikke et reelt svar. Det skyldes nok noget dybt dybt i den menneskelige psyke, noget der er så dybt, at hverken jeg eller andre, kan nå det.

Hmmmmm

Nå, børn lille, strav jer og skik en kold af de kølige.

Jeg har tænkt mig at skrive lidt om, hvad det er som får mig til at stå op morgen efter morgen, hele året rundt. Hvad er det som påvirker mig, så jeg ikke bare ligger i sengen og tænker: ”det kan være lige meget” Svaret er min mobil, for jeg sætter altid alarm med den, og jeg placerer den i modsat ende af værelset, så jeg er nødt til at stå op. Jeg vil også skrive lidt om nogle værdier her i livet, må jeg her igen henlede opmærksomheden på min mobil, da den jo kommer i en værdi-taske når jeg dyrker sport. En anden, og lidt større værdi, har jeg skrevet et digt om, så må i se om i kan gætte hvad det er.

snart er der linet up med et lineup

rystelsen mærkes overalt

snart tager en Japaner holeshot´en

den er så forbandet vigtig

snart larmer englene

skønt nogen kalder det støj

snart bliver det hevet noget tear-off

eller måske roll-off

snart bliver det wippet

smukt ser det ud

snart bliver der viftet

forbandet fede 20 min + 1 omg!!!

# 422

Permanent perniciøs pessimisme (Sabine)

presset – præstere pragteksemplar

piblende præsentationsangst peger på Pompeji

pipette, Platon, paragraffer, paratviden, partikler,

pythagoras, paven – PROPPET!

panik  prikker påtrængende

potential perfektionisme påskønnes

psykisk pestilens - pulsen pumper

perpleks

propper posefuld plasticlignende peanuts

pusterum perfekt

pukler pipende på pinebænken

pokkers poesi

Frygtelig forbandelse og andre lidelser

Som et bjerg, nej, som en kæmpemæssig, 10-meter høj tsunami vælter lektierne ind over mig! Den rammer mig med årstal, begivenheder, cifre, bogstaver, bøjninger, formler og grafer. Slår mig om kuld og oversvømmer mit sind. Gør mit hoved tungt.

Ærgerlig og modvillig indtager jeg den vante plads ved skrivebordet. Jeg overgiver mig. Puffer den lille djævel på højre skulder væk, og lader strømmen af ord fylde mit hoved.

Alt dette stopper dog, da jeg ud af øjenkrogen øjner den røde, der har kæmpet sig op på skulderen igen. Den hvisker i mit øre.

Der er noget jeg har glemt. Noget vigtigt.

Jeg løfter hovedet med et ryk. Nu må lektierne komme i anden række. Min vejrtrækning bliver hurtig, imens jeg frustreret og bange forlader bordet, og hurtigt bevæger mig igennem huset. Hjertet banker voldsomt. Ned ad den snoede trappe, mod den kolde kælder, knirker trinene og giver genlyd i det fugtige lokale, lyden gør mig utilpas. Forenden af trappen og kælderlokalet tager jeg nervøst, men fast i dørhåndtaget til rummet.

Jeg trykker håndtaget ned.

I løbet af et halvt sekund har jeg tændt lyset. Jeg flyver ind i lokalet. Jeg river computeren op –

-Men der er ikke sket en pind på Facebook.

(Husk - Overdrivelse fremmer forståelse)

Jeg skammer mig, og næste gang jeg vil brokke, vil jeg have i baghovedet, at folk ville dø for at være i min position

23-08-2011
Det var endnu engang en udmattende dag. Jeg vidste at en masse lektier ventede mig. Og Jeg skulle lige til at brokke mig til min elskværdige søster, som vanligt bare lod mig vrøvle, om hvor belastende det var at skulle skrive en blog, på så kort varsel. En blog som var tilgængelig for hele skolen og formentligt skulle læses for klassen. Men inden jeg nåede så langt, blev der i Nyhederne vist billeder af børn der groft var udsatte for tørke.

Jeg kunne mærke den dårlige samvittighed gro i mig og en tåre blev til flere. Vi erkender og er bevidste om at størstedelen af verdens befolkning lever i almen fattigdom og elendighed. Vi værner om menneskerettigheder velvidende om de mange overgreb der er.
Det er rettigheder der sikrer muligheden for at udvikle sig på baggrund af egne lyster og evner. Rettigheder der sikre eksistensbetingelser og ytringsfrihed.
Og dog melder spørgsmålet hvad er virkeligt?
”… præstere virkelighedserkendelse rent principielt fungerer som en udpræget overlevelseskvalitet i en verden…” citat skrevet af Per Bruus – Jensen.
Mennesket er en del af den verden den lever i, og således lever verden også i mennesket. En tanke skabt af Per Bruus - Jensen. Virkeligheden er i bund og grund et uhyre abstrakt begreb, og dog et tankevækkende og fascinerende fænomen. Virkeligheden er et fænomen med: ”flere ansigter”, som Per Bruus – Jensen udtrykker det. Af den grund er det vigtigt at føre alle ansigter frem i lyset, for at forstå virkelighedskomplekset. Den virkelige verden er et begreb der indebærer følelser, forestillinger, behov, ønsker osv. Altså er ”Den virkelige verden” et subjektivt begreb hvilket indikerer at ”Den virkelige verden” er en verden udelukkende af privat karakter.
Jeg kæmper hårdt for et godt snit i gymnasiet, mens størstedelen af mine medmennesker kæmper for at overleve. Dette er deres virkelighed.
Selvom min verden sandsynligt nok ville være et paradis i forhold til deres, må vi indse at enhver virkelighed består af dilemmaer. Det gælder skam bare om at stille sig selv spørgsmålet, er det værd at brokke sig over?

Eksempel 2: Fri form

Jeg elsker stilistik - digt

Så smuk som en metafor
vokser sammenligningen frem
i det hvide landskab
der strækker sig dovent
under min pen og
vrider besjælinger ud af
mit sprog
med døden og en sær personificering
som tavse vidner
Et paradoks falder tungt til jorden
fra en afgrund dybt under
mine fødder og slår ud
i en sjov sjov epizeuxis
og en metafor så død som
en sild og så flad som en pandekage
Mærk dig mine ord, epifor
Mærk dig mine ord: du er anafor, epifor
anafor, epifor, I er epanastrofe
epanastrofe, O, du patetiske interjektion
lad os stoppe med en apostrofe, mens digtet endnu

er blot en strofe

Eksempel 1: Fra konkret til abstrakt

Solen havde skinnet usædvanligt klart den dag, og himlen var så blå, at det næsten gjorde ondt at kigge op i den. Fra den tidlige morgenstund havde mine to piger leget i vandkanten ved stranden, og nu sad de på gulvet i sommerhuset, trætte og solbrændte, over hver deres skive vandmelon, mens lydene af gråd, latter, liv, glæde og en enkelt motorbåd endnu klingede i det fjerne. "Utøya" hørte jeg en stemme sige i radioen, mens jeg med et suk samlede ungernes våde håndklæder op fra gulvet. Ordene "Unge socialdemokrater" og "sommerlejr" nåede uden synlig virkning mine solrøde ører. "Skud" og "Meldinger om mange døde" fik mig til at standse midt i en bevægelse. "Likvideret med koldt blod" og "De dræbte ligger i massevis langs strandkanten" fik alt til at gå i stå. Ungerne spiste uanfægtet videre, endnu lød børnenes latterskrig oppe fra stranden, men alt, hvad jeg kunne se for mig, var unge mennesker med sønderskudte kranier liggende i bølger af blod i det røde sand. Med et var verden en anden. Med et var sproget, solen og den skyfrie himmel noget andet. Med et var døden kommet snigende. Sommerens ubekymrede tid var ovre. Tilbage stod en skærende smerte og et skærende: "Hvorfor?". Det klinger endnu som bådens fjerne motorlyd denne dag i juli 2011.   

Hvad er en blog?

Wikipedias definition af en blog:

"En blog (eller weblog) er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (indlæg eller poster) med den nyeste øverst. Der er ofte mulighed for, at læserne kan kommentere de enkelte indlæg. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En blog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe. Den, der skriver/redigerer en blog, kaldes en blogger."

Den gode blog er kendetegnet ved at være levende og fængende og have noget på hjerte. Som i de tre stilegenrer skal man altså undgå at være indforstået og/eller uengageret. Bloggen skal give sine læsere lyst til at læse videre...

I vores sammenhæng er der flg. rammer om bloggen
- I skal lave den på skift, én om ugen (se listen nedenfor). Vi indleder hver onsdagstime med en ca. 5 minutter lang fælles blogseance, hvor vi læser/hører bloggen og giver spontan feedback på den
- I skal skrive om et eller andet relevant, fx en tekst, film eller emne vi har arbejdet med i dansk, en pudsig oplevelse i kantinen, en aktuel begivenhed eller nogle tanker I har gjort jer om eksistensen
- Teksten skal kunne læses højt på 1/2-1 minut - I behøver altså ikke bruge uanede mængder af tid på at skrive blogindlægget
- I må godt nævne lærere og elever ved navn, men altid i en respektfuld og anstændig tone
- I må ikke skrive blogs med politisk eller religiøst indhold
- I skal i jeres blogindlæg vælge en af disse to blogformer:

• bevægelse fra konkret til abstrakt
• en friere form, fx digt, aforismer (strøtanker) eller tankestrøm  

I skal på skift bidrage til denne blogside - i denne rækkefølge

24.8. Hodan
31.8. Anne-Sofie
7.9. Sabine
14.9. Johannes
21.9. Alaa
5.10. Michael
16.11. Muna
23.11. Johan
30.11. Emil