Som et bjerg, nej, som en kæmpemæssig, 10-meter høj tsunami vælter lektierne ind over mig! Den rammer mig med årstal, begivenheder, cifre, bogstaver, bøjninger, formler og grafer. Slår mig om kuld og oversvømmer mit sind. Gør mit hoved tungt.
Ærgerlig og modvillig indtager jeg den vante plads ved skrivebordet. Jeg overgiver mig. Puffer den lille djævel på højre skulder væk, og lader strømmen af ord fylde mit hoved.
Alt dette stopper dog, da jeg ud af øjenkrogen øjner den røde, der har kæmpet sig op på skulderen igen. Den hvisker i mit øre.
Der er noget jeg har glemt. Noget vigtigt.
Jeg løfter hovedet med et ryk. Nu må lektierne komme i anden række. Min vejrtrækning bliver hurtig, imens jeg frustreret og bange forlader bordet, og hurtigt bevæger mig igennem huset. Hjertet banker voldsomt. Ned ad den snoede trappe, mod den kolde kælder, knirker trinene og giver genlyd i det fugtige lokale, lyden gør mig utilpas. Forenden af trappen og kælderlokalet tager jeg nervøst, men fast i dørhåndtaget til rummet.
Jeg trykker håndtaget ned.
I løbet af et halvt sekund har jeg tændt lyset. Jeg flyver ind i lokalet. Jeg river computeren op –
-Men der er ikke sket en pind på Facebook.
(Husk - Overdrivelse fremmer forståelse)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar