torsdag den 18. august 2011

Eksempel 1: Fra konkret til abstrakt

Solen havde skinnet usædvanligt klart den dag, og himlen var så blå, at det næsten gjorde ondt at kigge op i den. Fra den tidlige morgenstund havde mine to piger leget i vandkanten ved stranden, og nu sad de på gulvet i sommerhuset, trætte og solbrændte, over hver deres skive vandmelon, mens lydene af gråd, latter, liv, glæde og en enkelt motorbåd endnu klingede i det fjerne. "Utøya" hørte jeg en stemme sige i radioen, mens jeg med et suk samlede ungernes våde håndklæder op fra gulvet. Ordene "Unge socialdemokrater" og "sommerlejr" nåede uden synlig virkning mine solrøde ører. "Skud" og "Meldinger om mange døde" fik mig til at standse midt i en bevægelse. "Likvideret med koldt blod" og "De dræbte ligger i massevis langs strandkanten" fik alt til at gå i stå. Ungerne spiste uanfægtet videre, endnu lød børnenes latterskrig oppe fra stranden, men alt, hvad jeg kunne se for mig, var unge mennesker med sønderskudte kranier liggende i bølger af blod i det røde sand. Med et var verden en anden. Med et var sproget, solen og den skyfrie himmel noget andet. Med et var døden kommet snigende. Sommerens ubekymrede tid var ovre. Tilbage stod en skærende smerte og et skærende: "Hvorfor?". Det klinger endnu som bådens fjerne motorlyd denne dag i juli 2011.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar