onsdag den 31. august 2011

Frygtelig forbandelse og andre lidelser

Som et bjerg, nej, som en kæmpemæssig, 10-meter høj tsunami vælter lektierne ind over mig! Den rammer mig med årstal, begivenheder, cifre, bogstaver, bøjninger, formler og grafer. Slår mig om kuld og oversvømmer mit sind. Gør mit hoved tungt.

Ærgerlig og modvillig indtager jeg den vante plads ved skrivebordet. Jeg overgiver mig. Puffer den lille djævel på højre skulder væk, og lader strømmen af ord fylde mit hoved.

Alt dette stopper dog, da jeg ud af øjenkrogen øjner den røde, der har kæmpet sig op på skulderen igen. Den hvisker i mit øre.

Der er noget jeg har glemt. Noget vigtigt.

Jeg løfter hovedet med et ryk. Nu må lektierne komme i anden række. Min vejrtrækning bliver hurtig, imens jeg frustreret og bange forlader bordet, og hurtigt bevæger mig igennem huset. Hjertet banker voldsomt. Ned ad den snoede trappe, mod den kolde kælder, knirker trinene og giver genlyd i det fugtige lokale, lyden gør mig utilpas. Forenden af trappen og kælderlokalet tager jeg nervøst, men fast i dørhåndtaget til rummet.

Jeg trykker håndtaget ned.

I løbet af et halvt sekund har jeg tændt lyset. Jeg flyver ind i lokalet. Jeg river computeren op –

-Men der er ikke sket en pind på Facebook.

(Husk - Overdrivelse fremmer forståelse)

tirsdag den 23. august 2011

Jeg skammer mig, og næste gang jeg vil brokke, vil jeg have i baghovedet, at folk ville dø for at være i min position


23-08-2011
Det var endnu engang en udmattende dag. Jeg vidste at en masse lektier ventede mig. Og Jeg skulle lige til at brokke mig til min elskværdige søster, som vanligt bare lod mig vrøvle, om hvor belastende det var at skulle skrive en blog, på så kort varsel. En blog som var tilgængelig for hele skolen og formentligt skulle læses for klassen. Men inden jeg nåede så langt, blev der i Nyhederne vist billeder af børn der groft var udsatte for tørke.

Jeg kunne mærke den dårlige samvittighed gro i mig og en tåre blev til flere. Vi erkender og er bevidste om at størstedelen af verdens befolkning lever i almen fattigdom og elendighed. Vi værner om menneskerettigheder velvidende om de mange overgreb der er.
Det er rettigheder der sikrer muligheden for at udvikle sig på baggrund af egne lyster og evner. Rettigheder der sikre eksistensbetingelser og ytringsfrihed.
Og dog melder spørgsmålet hvad er virkeligt?
”… præstere virkelighedserkendelse rent principielt fungerer som en udpræget overlevelseskvalitet i en verden…” citat skrevet af Per Bruus – Jensen.
Mennesket er en del af den verden den lever i, og således lever verden også i mennesket. En tanke skabt af Per Bruus - Jensen. Virkeligheden er i bund og grund et uhyre abstrakt begreb, og dog et tankevækkende og fascinerende fænomen. Virkeligheden er et fænomen med: ”flere ansigter”, som Per Bruus – Jensen udtrykker det. Af den grund er det vigtigt at føre alle ansigter frem i lyset, for at forstå virkelighedskomplekset. Den virkelige verden er et begreb der indebærer følelser, forestillinger, behov, ønsker osv. Altså er ”Den virkelige verden” et subjektivt begreb hvilket indikerer at ”Den virkelige verden” er en verden udelukkende af privat karakter.
Jeg kæmper hårdt for et godt snit i gymnasiet, mens størstedelen af mine medmennesker kæmper for at overleve. Dette er deres virkelighed.
Selvom min verden sandsynligt nok ville være et paradis i forhold til deres, må vi indse at enhver virkelighed består af dilemmaer. Det gælder skam bare om at stille sig selv spørgsmålet, er det værd at brokke sig over?

torsdag den 18. august 2011

Eksempel 2: Fri form

Jeg elsker stilistik - digt

Så smuk som en metafor
vokser sammenligningen frem
i det hvide landskab
der strækker sig dovent
under min pen og
vrider besjælinger ud af
mit sprog
med døden og en sær personificering
som tavse vidner
Et paradoks falder tungt til jorden
fra en afgrund dybt under
mine fødder og slår ud
i en sjov sjov epizeuxis
og en metafor så død som
en sild og så flad som en pandekage
Mærk dig mine ord, epifor
Mærk dig mine ord: du er anafor, epifor
anafor, epifor, I er epanastrofe
epanastrofe, O, du patetiske interjektion
lad os stoppe med en apostrofe, mens digtet endnu

er blot en strofe

Eksempel 1: Fra konkret til abstrakt

Solen havde skinnet usædvanligt klart den dag, og himlen var så blå, at det næsten gjorde ondt at kigge op i den. Fra den tidlige morgenstund havde mine to piger leget i vandkanten ved stranden, og nu sad de på gulvet i sommerhuset, trætte og solbrændte, over hver deres skive vandmelon, mens lydene af gråd, latter, liv, glæde og en enkelt motorbåd endnu klingede i det fjerne. "Utøya" hørte jeg en stemme sige i radioen, mens jeg med et suk samlede ungernes våde håndklæder op fra gulvet. Ordene "Unge socialdemokrater" og "sommerlejr" nåede uden synlig virkning mine solrøde ører. "Skud" og "Meldinger om mange døde" fik mig til at standse midt i en bevægelse. "Likvideret med koldt blod" og "De dræbte ligger i massevis langs strandkanten" fik alt til at gå i stå. Ungerne spiste uanfægtet videre, endnu lød børnenes latterskrig oppe fra stranden, men alt, hvad jeg kunne se for mig, var unge mennesker med sønderskudte kranier liggende i bølger af blod i det røde sand. Med et var verden en anden. Med et var sproget, solen og den skyfrie himmel noget andet. Med et var døden kommet snigende. Sommerens ubekymrede tid var ovre. Tilbage stod en skærende smerte og et skærende: "Hvorfor?". Det klinger endnu som bådens fjerne motorlyd denne dag i juli 2011.   

Hvad er en blog?

Wikipedias definition af en blog:

"En blog (eller weblog) er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (indlæg eller poster) med den nyeste øverst. Der er ofte mulighed for, at læserne kan kommentere de enkelte indlæg. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En blog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe. Den, der skriver/redigerer en blog, kaldes en blogger."

Den gode blog er kendetegnet ved at være levende og fængende og have noget på hjerte. Som i de tre stilegenrer skal man altså undgå at være indforstået og/eller uengageret. Bloggen skal give sine læsere lyst til at læse videre...

I vores sammenhæng er der flg. rammer om bloggen
- I skal lave den på skift, én om ugen (se listen nedenfor). Vi indleder hver onsdagstime med en ca. 5 minutter lang fælles blogseance, hvor vi læser/hører bloggen og giver spontan feedback på den
- I skal skrive om et eller andet relevant, fx en tekst, film eller emne vi har arbejdet med i dansk, en pudsig oplevelse i kantinen, en aktuel begivenhed eller nogle tanker I har gjort jer om eksistensen
- Teksten skal kunne læses højt på 1/2-1 minut - I behøver altså ikke bruge uanede mængder af tid på at skrive blogindlægget
- I må godt nævne lærere og elever ved navn, men altid i en respektfuld og anstændig tone
- I må ikke skrive blogs med politisk eller religiøst indhold
- I skal i jeres blogindlæg vælge en af disse to blogformer:
  • bevægelse fra konkret til abstrakt
  • en friere form, fx digt, aforismer (strøtanker) eller tankestrøm  
I skal på skift bidrage til denne blogside - i denne rækkefølge

24.8. Hodan
31.8. Anne-Sofie
7.9. Sabine
14.9. Johannes
21.9. Alaa
5.10. Michael
16.11. Muna
23.11. Johan
30.11. Emil