Tænk at frygten for at miste kan være så stor.

At frygten for at tabe noget kan blive så altoverskyggende, og bekymringen tager pusten fra dig hver gang tanken om det strejfer dig. Det gør ondt helt ind i hjertet.

Bekymringen bliver altopslugende. Den fylder hele hele hverdagen, og man er desperat for at se forbedringer. Men skaden ligger under huden, den kan ikke ses og det eneste jeg kan gøre er at gå og håbe, og bede - bede for hans liv og for hans sind, der langsomt smuldrer mellem fingrene på mig.

Jeg kan mærke det hver eneste dag. Han bliver mere og mere frustreret, mere og mere vred over at være indespærret, og kun høre fuglesangen og mærke den friske luft nogle få minutter om dagen. Ellers ser han ikke andet end hvide vægge, og det har drevet han til kanten af afgrunden. Det kan jeg mærke, han reagerer mindre og mindre på min stemme, står bare og hænger. Og dét skræmmer mig. At et væsen der før var så fuld af liv, kan blive en skygge af sig selv på få uger. Hvis hans appetit på livet er væk, hvor er min så?

Og hver eneste dag besøger jeg ham. Ser hvordan han langsomt sygner hen, og gør mit bedste for at aflede ham fra han evige indespærring. Men intet virker, og det er svært at forklare at det er for hans eget bedste. Det er vel også den der afmagt, det gør det svært. At jeg ikke kan forsikre ham om at det hele nok skal blive okay... For han forstår mig ikke.

Men jeg forstår godt ham. Jeg forstår godt hans frustration, men der er intet jeg kan gøre. Afmagten leder til den altoverskyggende bekymring, og frygten for at miste ham. Frygten æder mig op indefra, for hvad skal der ske hvis han ikke kommer sig? Hvad hvis hans sind ikke kommer sig efter den langvarige tid bag tremmer? Hvad hvis det kommer tilbage? Hvad hvis jeg ikke får ham tilbage?

Der er så mange spørgsmål, og ingen svar. Rendyrket usikkerhed, der gør luften så tyk at man kan skære i den. Usikkerhed, bekymring og frygt. Og så for nogen, kan aldrig har haft en samtale med. Men ord er ikke nødvendige med ham. Der er en anderledes forståelse. En forståelse der bygger på den respekt og ærlighed, der er svær at få hos mennesker.

Tænk at frygten for at miste et dyr kan være så stor. Men enhver hestepige kan forstå min bekymring. Vi gør alt for de små uldtotter.