Tips og trix

På det seneste (læs: 17 år) har jeg gjort mig en del tanker.  Dette har været alt lige fra overvejelser om, hvad jeg skulle lave til aftensmad, til hvad jeg skal bruge resten af mit liv på. Det har været febertanker, det har været sløve tanker på en varm sommerdag, det har været surrealistiske billeder, der dukker op lige på stadiet mellem, at jeg har været vågen og sovet. En del af dem har mundet ud i konklusioner, men mange spørgsmål står stadig ubesvarede hen for mig. En af de mere abstrakte overvejelser jeg har gjort mig, har været omkring universets opståen, livets, menneskenes, helhedens tilblivelse. Og når man nu er lige så langt ude og for længst har passeret det punkt, hvor nogen burde have stoppet op, set sig til bage og tænkt: ”Hør nu hov!” og have indlagt mig, så leder det naturligvis over i ganske basale eksistentielle overvejelser.
Især mens jeg gik på efterskole (ja, jeg er en af ”dem”), gjorde det, at jeg opførte mig særdeles underligt. Hver eneste gang nogen gad lytte til mig (i mere end ti sekunder ad gangen), diskede jeg så op med forklaringen om min egen manglende eksistens. Jeg kom med rimelig håndgribelige argumenter, der skulle fungere som bevis for, at jeg i virkeligheden bare er et foster af to af mine kammeraters fantasi, og at alle der påstår andet, samt påstår de kunen se mig/høre mig etc., i virkeligheden blev betalt af staten, for de her to venners uvidenheds skyld. De skulle simpelthen bare have lov til at blive i troen om, at jeg rent faktisk fandtes, mens der sad nogle store statsmænd et eller andet sted og tudede af grin.
Men som tiden gik, og flere og flere fik forklaringen, og jeg fik konstrueret flere og flere beviser for min påstand, begyndte jeg at ligesom kigge på tingene fra en anden vinkel. Jeg vil ikke sige, at jeg selv begyndte at tro på det, men sommetider strejfede tanken mig da. For hvis man tænker over det (stay with me guys), hvordan kan man så i virkeligheden være fuldstændig sikker på, at nogen andre end en selv overhovedet eksisterer? Jeg mener, selvfølgelig kan du gå hen og røre ved din sidemand, du kan puste Johs i øret eller træde Alaa over tæerne (men så sig lige undskyld, det er trods alt hendes fødselsdag), men hvem kan bevise for dig, at de ikke er noget, du har bildt dig ind?
Lad mig prøve at forklare min påstand: kun en brøkdel af din hjerne er bevist aktiv. Hvad nu hvis vi siger, at den sidste del blev brugt til at udtænke et komplekst univers til at holde sig selv beskæftiget, ja, nærmest  til at bringe sig selv komfort, en verden den selv besluttede at indgå i, uden din direkte viljekraft kunne gøre noget ved det, hvilket gør, at du som sådan ikke er i stand til at opfatte det faktum, at det er noget du selv har fundet på. Har du aldrig prøvet at have drømme, der var så virkelige, at du var nærmest forvirret, da du vågnede? I den slags drømme har du lige så tydeligt, som var du gået rundt i din hverdag, kunne mærke og se alt, hvad der er foregået omkring dig, og mit princip fungerer på samme måde. Du vælter måske i virkeligheden rundt i en falsk drøm, din fantasi har skabt for at stille dit tryghedsbehov tilfreds.
Lad os så sige, at du blev i stand til at kontrollere den her proces. Du kunne så A: vælge at gå i panik, eller B: vælge at udnytte det til din egen ultimative fordel. Skabe ting du altid har ønsket dig. Vælge hvem der skulle have lov at stå op om morgenen, vælge om din søster skulle brække næsen, eller om din eks skulle have snegle krybende ud ad ørerne. I så fald vil du have den totale magt, ingen vil kunne gøre noget, du ikke vil bifalde. Og i så fald: Tillykke, du er en gud.
Men så igen. Måske har jeg bare set for mange tegnefilm.

Tænk at frygten for at miste kan være så stor.

At frygten for at tabe noget kan blive så altoverskyggende, og bekymringen tager pusten fra dig hver gang tanken om det strejfer dig. Det gør ondt helt ind i hjertet.

Bekymringen bliver altopslugende. Den fylder hele hele hverdagen, og man er desperat for at se forbedringer. Men skaden ligger under huden, den kan ikke ses og det eneste jeg kan gøre er at gå og håbe, og bede - bede for hans liv og for hans sind, der langsomt smuldrer mellem fingrene på mig.

Jeg kan mærke det hver eneste dag. Han bliver mere og mere frustreret, mere og mere vred over at være indespærret, og kun høre fuglesangen og mærke den friske luft nogle få minutter om dagen. Ellers ser han ikke andet end hvide vægge, og det har drevet han til kanten af afgrunden. Det kan jeg mærke, han reagerer mindre og mindre på min stemme, står bare og hænger. Og dét skræmmer mig. At et væsen der før var så fuld af liv, kan blive en skygge af sig selv på få uger. Hvis hans appetit på livet er væk, hvor er min så?

Og hver eneste dag besøger jeg ham. Ser hvordan han langsomt sygner hen, og gør mit bedste for at aflede ham fra han evige indespærring. Men intet virker, og det er svært at forklare at det er for hans eget bedste. Det er vel også den der afmagt, det gør det svært. At jeg ikke kan forsikre ham om at det hele nok skal blive okay... For han forstår mig ikke.

Men jeg forstår godt ham. Jeg forstår godt hans frustration, men der er intet jeg kan gøre. Afmagten leder til den altoverskyggende bekymring, og frygten for at miste ham. Frygten æder mig op indefra, for hvad skal der ske hvis han ikke kommer sig? Hvad hvis hans sind ikke kommer sig efter den langvarige tid bag tremmer? Hvad hvis det kommer tilbage? Hvad hvis jeg ikke får ham tilbage?

Der er så mange spørgsmål, og ingen svar. Rendyrket usikkerhed, der gør luften så tyk at man kan skære i den. Usikkerhed, bekymring og frygt. Og så for nogen, kan aldrig har haft en samtale med. Men ord er ikke nødvendige med ham. Der er en anderledes forståelse. En forståelse der bygger på den respekt og ærlighed, der er svær at få hos mennesker.

Tænk at frygten for at miste et dyr kan være så stor. Men enhver hestepige kan forstå min bekymring. Vi gør alt for de små uldtotter.