På det seneste (læs: 17 år) har jeg gjort mig en del tanker.
Dette har været alt lige fra
overvejelser om, hvad jeg skulle lave til aftensmad, til hvad jeg skal bruge
resten af mit liv på. Det har været febertanker, det har været sløve tanker på
en varm sommerdag, det har været surrealistiske billeder, der dukker op lige på
stadiet mellem, at jeg har været vågen og sovet. En del af dem har mundet ud i
konklusioner, men mange spørgsmål står stadig ubesvarede hen for mig. En af de
mere abstrakte overvejelser jeg har gjort mig, har været omkring universets
opståen, livets, menneskenes, helhedens tilblivelse. Og når man nu er lige så
langt ude og for længst har passeret det punkt, hvor nogen burde have stoppet
op, set sig til bage og tænkt: ”Hør nu hov!” og have indlagt mig, så leder det
naturligvis over i ganske basale eksistentielle overvejelser.
Især mens jeg gik på efterskole (ja, jeg er en af ”dem”), gjorde det, at jeg
opførte mig særdeles underligt. Hver eneste gang nogen gad lytte til mig (i
mere end ti sekunder ad gangen), diskede jeg så op med forklaringen om min egen
manglende eksistens. Jeg kom med rimelig håndgribelige argumenter, der skulle
fungere som bevis for, at jeg i virkeligheden bare er et foster af to af mine
kammeraters fantasi, og at alle der påstår andet, samt påstår de kunen se
mig/høre mig etc., i virkeligheden blev betalt af staten, for de her to venners
uvidenheds skyld. De skulle simpelthen bare have lov til at blive i troen om,
at jeg rent faktisk fandtes, mens der sad nogle store statsmænd et eller andet
sted og tudede af grin.
Men som tiden gik, og flere og flere fik forklaringen, og jeg fik konstrueret
flere og flere beviser for min påstand, begyndte jeg at ligesom kigge på
tingene fra en anden vinkel. Jeg vil ikke sige, at jeg selv begyndte at tro på
det, men sommetider strejfede tanken mig da. For hvis man tænker over det (stay
with me guys), hvordan kan man så i virkeligheden være fuldstændig sikker på,
at nogen andre end en selv overhovedet eksisterer? Jeg mener, selvfølgelig kan
du gå hen og røre ved din sidemand, du kan puste Johs i øret eller træde Alaa
over tæerne (men så sig lige undskyld, det er trods alt hendes fødselsdag), men
hvem kan bevise for dig, at de ikke er noget, du har bildt dig ind?
Lad mig prøve at forklare min påstand: kun en brøkdel af din hjerne er bevist
aktiv. Hvad nu hvis vi siger, at den sidste del blev brugt til at udtænke et
komplekst univers til at holde sig selv beskæftiget, ja, nærmest til at bringe sig selv komfort, en verden den
selv besluttede at indgå i, uden din direkte viljekraft kunne gøre noget ved
det, hvilket gør, at du som sådan ikke er i stand til at opfatte det faktum, at
det er noget du selv har fundet på. Har du aldrig prøvet at have drømme, der
var så virkelige, at du var nærmest forvirret, da du vågnede? I den slags
drømme har du lige så tydeligt, som var du gået rundt i din hverdag, kunne
mærke og se alt, hvad der er foregået omkring dig, og mit princip fungerer på
samme måde. Du vælter måske i virkeligheden rundt i en falsk drøm, din fantasi
har skabt for at stille dit tryghedsbehov tilfreds.
Lad os så sige, at du blev i stand til at kontrollere den her proces. Du kunne
så A: vælge at gå i panik, eller B: vælge at udnytte det til din egen
ultimative fordel. Skabe ting du altid har ønsket dig. Vælge hvem der skulle
have lov at stå op om morgenen, vælge om din søster skulle brække næsen, eller
om din eks skulle have snegle krybende ud ad ørerne. I så fald vil du have den
totale magt, ingen vil kunne gøre noget, du ikke vil bifalde. Og i så fald:
Tillykke, du er en gud.
Men så igen. Måske har jeg bare set for mange tegnefilm.
onsdag den 18. april 2012
søndag den 15. april 2012
Tænk at frygten for at miste kan være så stor.
At frygten for at tabe noget kan blive så altoverskyggende, og bekymringen tager pusten fra dig hver gang tanken om det strejfer dig. Det gør ondt helt ind i hjertet.
Bekymringen bliver altopslugende. Den fylder hele hele hverdagen, og man er desperat for at se forbedringer. Men skaden ligger under huden, den kan ikke ses og det eneste jeg kan gøre er at gå og håbe, og bede - bede for hans liv og for hans sind, der langsomt smuldrer mellem fingrene på mig.
Jeg kan mærke det hver eneste dag. Han bliver mere og mere frustreret, mere og mere vred over at være indespærret, og kun høre fuglesangen og mærke den friske luft nogle få minutter om dagen. Ellers ser han ikke andet end hvide vægge, og det har drevet han til kanten af afgrunden. Det kan jeg mærke, han reagerer mindre og mindre på min stemme, står bare og hænger. Og dét skræmmer mig. At et væsen der før var så fuld af liv, kan blive en skygge af sig selv på få uger. Hvis hans appetit på livet er væk, hvor er min så?
Og hver eneste dag besøger jeg ham. Ser hvordan han langsomt sygner hen, og gør mit bedste for at aflede ham fra han evige indespærring. Men intet virker, og det er svært at forklare at det er for hans eget bedste. Det er vel også den der afmagt, det gør det svært. At jeg ikke kan forsikre ham om at det hele nok skal blive okay... For han forstår mig ikke.
Men jeg forstår godt ham. Jeg forstår godt hans frustration, men der er intet jeg kan gøre. Afmagten leder til den altoverskyggende bekymring, og frygten for at miste ham. Frygten æder mig op indefra, for hvad skal der ske hvis han ikke kommer sig? Hvad hvis hans sind ikke kommer sig efter den langvarige tid bag tremmer? Hvad hvis det kommer tilbage? Hvad hvis jeg ikke får ham tilbage?
Der er så mange spørgsmål, og ingen svar. Rendyrket usikkerhed, der gør luften så tyk at man kan skære i den. Usikkerhed, bekymring og frygt. Og så for nogen, kan aldrig har haft en samtale med. Men ord er ikke nødvendige med ham. Der er en anderledes forståelse. En forståelse der bygger på den respekt og ærlighed, der er svær at få hos mennesker.
Tænk at frygten for at miste et dyr kan være så stor. Men enhver hestepige kan forstå min bekymring. Vi gør alt for de små uldtotter.
Abonner på:
Opslag (Atom)