Død, død, død! det er det eneste der bliver vist i fjernsynet, det eneste man hører i radioen, det eneste man læser i avisen - død.
Det står over alt, i store overskrifter, i bannere, i alle sammenhæng.
Jeg sad i min seng og så fjernsyn her den anden dag. Programmet jeg så hed vist "skjulte stjerner", et positivt program med glæde og sang. glad nynnede jeg med på sangene, og jeg var snart så begejstret for programmet, at jeg allerede havde udvalgt mig mine favorit-deltagere. jeg var snart helt opslugt af programmet, og da første del var færdig, blev jeg helt sørgmodig, men anden del kom jo efter tv-avisen, så det skulle lige overstås. Nå, men tv-avisen startede, og hvad var det første man så? død!
23 civile skudt i Syrien, bombardementer i Tripoli, dansk soldat dræbt i Afghanistan og tørke på Afrikas horn.
hvad skete der lige? 2 minutter siden sad jeg glad, nynnende og ad deles ubekymret. Nu er vi jo så vant til nyheder som disse, men denne gang var speciel. idet tv-avisen gik af skærmen, begyndte anden del af programmet, og den smilende vært byder seerne velkommen med ordene: "velkommen tilbage, det er nu vi er nået til den spændende men også triste del af programmet. det er nu at en deltager skal sendes hjem."
hvad? hvad er der galt med os? hvordan kan man tillade sig, at bruge ordet trist om noget så simpelt som at ryge ud af et talentprogram, set i forhold til hvad der sker i resten af verden?
er død blevet til et ord, neutralt implementeret i vores hverdag? er billeder af døde, udmarvede børn blevet ligegyldige briller I sammensætningen af det moderne gadebillede?
