Jeg kan sidde og kigge ud i luften i flere minutter. Det eneste jeg kan føle er den hårde klump i maven. Den kom for flere uger siden samtidig med stødet i mit hjerte. For hver dag, der går, vokser klumpen sig større og større som en altopædende svulst, der prøver at tage livet af mig.
Jeg er lige ved at tro at det vil lykkes. Der er ikke lang tid til den dag, jeg har frygtet, og svulsten har på det seneste forvildet sig op i min hals. Jeg kan mærke den komme snigende som en lydløs tiger, der er klar til at dræbe i første hug. Snart vil den kvæle mig og tvinge mine øjne til at bløde de kostbare blå dråber. Jeg holder vejret. Hvis jeg trækker den bitre luft ind, vil det sprøjte ud af mig i stimer. Gråden. Spørgsmålene stilles igen og igen i mit hoved. Hvorfor den dag? Hvorfor mig? Hvordan kunne de gøre det? Sådan nogle liderkarle.
Jeg lukker øjnene, prøver at synke svulsten. Men det er for sent, den har hægtet sig fast på grådens rand. Jeg kan ikke trække vejret, så vinder den. Jeg vil kæmpe til den bitre ende. Svulsten får ikke lov at besejre mig.
Fortvivlet som jeg er, ynker jeg mig selv. Stakkel. Jeg kan næsten høre musikken danse let i min øregang. Jeg kan føle rytmen kilde mig i nakken, ja jeg kan sågar mærke vablerne på fødderne. Åh de dejlige vabler. Gid de blev mine.
Nu kan jeg altså ikke holde vejret længere. Det sortner for mine øjne og jeg er ved at besvime. Jeg trækker vejret dybt ind med et langt forpint gisp. Og svulsten overtager.. Gråden flygter op gennem min hals. Den tvinger mine stemmebånd til at give lyd fra sig. Men jeg stopper det i sidste sekund mens jeg fylder mine lunger med alt den luft de kan holde i sig. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10. Og sejren er min. Svulsten er kravlet lidt længere ned i maven igen. Men den er der endnu, det kan jeg mærke. Den minder mig om smagen af den dejlige fortyndede øl. Åh hvilken fryd. Jeg kan næsten føle det lækre lunkne skum på mine læber og jeg kan næsten fornemme sødmen gennem beruselsen. Hvorfor skal det gøre så ondt? Det er forår! Og jeg har fødselsdag! Mit voldsomme begær burde da tilfredsstilles.
Men ak. Mit hjerte bløder ved tanken om, at jeg ikke skal med til næste Mulerfest.
MVH Julie
Jeg er lige ved at tro at det vil lykkes. Der er ikke lang tid til den dag, jeg har frygtet, og svulsten har på det seneste forvildet sig op i min hals. Jeg kan mærke den komme snigende som en lydløs tiger, der er klar til at dræbe i første hug. Snart vil den kvæle mig og tvinge mine øjne til at bløde de kostbare blå dråber. Jeg holder vejret. Hvis jeg trækker den bitre luft ind, vil det sprøjte ud af mig i stimer. Gråden. Spørgsmålene stilles igen og igen i mit hoved. Hvorfor den dag? Hvorfor mig? Hvordan kunne de gøre det? Sådan nogle liderkarle.
Jeg lukker øjnene, prøver at synke svulsten. Men det er for sent, den har hægtet sig fast på grådens rand. Jeg kan ikke trække vejret, så vinder den. Jeg vil kæmpe til den bitre ende. Svulsten får ikke lov at besejre mig.
Fortvivlet som jeg er, ynker jeg mig selv. Stakkel. Jeg kan næsten høre musikken danse let i min øregang. Jeg kan føle rytmen kilde mig i nakken, ja jeg kan sågar mærke vablerne på fødderne. Åh de dejlige vabler. Gid de blev mine.
Nu kan jeg altså ikke holde vejret længere. Det sortner for mine øjne og jeg er ved at besvime. Jeg trækker vejret dybt ind med et langt forpint gisp. Og svulsten overtager.. Gråden flygter op gennem min hals. Den tvinger mine stemmebånd til at give lyd fra sig. Men jeg stopper det i sidste sekund mens jeg fylder mine lunger med alt den luft de kan holde i sig. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10. Og sejren er min. Svulsten er kravlet lidt længere ned i maven igen. Men den er der endnu, det kan jeg mærke. Den minder mig om smagen af den dejlige fortyndede øl. Åh hvilken fryd. Jeg kan næsten føle det lækre lunkne skum på mine læber og jeg kan næsten fornemme sødmen gennem beruselsen. Hvorfor skal det gøre så ondt? Det er forår! Og jeg har fødselsdag! Mit voldsomme begær burde da tilfredsstilles.
Men ak. Mit hjerte bløder ved tanken om, at jeg ikke skal med til næste Mulerfest.
MVH Julie
