Da Nicolai introducerede klassen for de emner, som vi skulle
arbejde med i det kommende skoleår i dansk, opdagede jeg, at jeg var blevet
udvalgt til at skrive et blogindlæg. Først tænkte jeg, at det var det mest
forfærdelige, han kunne gøre. Vores fantastiske lærer læste højt og tydelig
sine to forskellige blogtyper op, hvorefter min tanke gik på, hvor skulle jeg
finde stof til et konkret-abstrakt blogindlæg? I timen om onsdagen ugen efter blev
Hodans blog læst op. Efter timen gik min underbevidsthed på ”find et blogemne”-mode,
og den blev på det stadium et lang stykke tid. Men så en aften, hvor jeg sad og
hørte musik, fik jeg øje på en bog. Pludselig væltede nogle absolut rædsomme
minder frem. Der var hverken de sædvanlige pinlige barndomsminder eller noget
andet dumt, som man efterhånden har fået gjort. Nej, det var Arlette Andersens
foredrag, som pludselig ramte min hjerne som et lyn fra en klar himmel. Bogen
var en, jeg fandt og læste i kort efter Arlettes Andersens foredrag på skolen. Jeg
fik pludselig den følelse, vi alle med garanti sad med den 9. november 2010 igen
- den var bare stærkere. Bogens navn var sørgeligt nok: ”Børn i
Koncentrationslejre”. Den indeholdt vidneudsagn fra efterkrigstidens retssager
mod nazisterne. Alle vidneudsagnene gjorde stort indtryk, samtidig med at
Arlette Andersens historie farede rundt i hovedet på mig. Et vidne beskrev, at hun var nødsaget til at
dræbe sit spædbarn med en morfin overdosis, ellers ville det dø af sult, da
lægen nægtede, at lade moren eller andre kvinder amme det. Fælles for de fleste
vidneberetninger var, at fangerne vidste, at efter 6 måneder ville de være på
vej til krematoriet. Jeg ved ikke hvordan et menneske ville kunne leve med
sådan et pres. ”Om 6 måneder vil jeg ikke være hér mere”, det ville jeg ikke
kunne klare. Bogen var også illustreret med børnenes egne tegninger om livet i
Auschwitz. På en af tegningerne var der tre mænd, som var ved at blive
henrettet af SS folk. Den ene mand siger: ”Niech zyle Polska” - ”Længe leve
Polen”. Det næste øjeblik er de tre mænd med i den forfærdelige statistik. Jeg lukkede
bogen og tænkte: ”hvordan kunne sådan noget finde sted?”. Svaret var måske uvidenhed,
men lige meget hvad var det egentlige spørgsmål vel, ”Hvordan sørger man
for at udryddelser baseret på ens religion eller kultur ikke sker igen?” Og kan man egentlig gøre noget for at forhindre
det? Jeg må indrømme, at jeg har min tvivl, historien har jo desværre vist, at
klodens befolkning ikke er blevet særligt klogere på de 50-60 år. Udryddelser
af befolkningsgrupper har været udført flere gange efter 2. verdenskrig. F.eks
i Rawanda, hvor 800.000 mennesker døde, som følge af folkedrab og i Bosnien,
hvor 8000 drenge og mænd mistede livet. Burde verden ikke have forhindret dette,
med den viden vi alle fik efter 1945 og senere under retssagerne?
